
Mathias Schwartz Kirkegaard – nummer 5 på den konservative liste i Greve Kommune
Som familiefar med 3 små børn ved jeg, hvor vigtigt det er med et trygt og sammenhængende lokalsamfund med nærhed og engagement. Greve Kommune er en klynge af meget forskellige lokalsamfund. De skal hver især fungere, hænge godt sammen på tværs – og måske skal vi indføre “hilsepligt”?
Det har jeg skrevet, produceret, indspillet og sunget en sang om:
Hør den på Spotify, Apple Music eller find den på én af de 20 andre streamingtjenester.
Når jeg har det syn på lokalsamfund, så vil jeg – blandt andet – arbejde for:
1. Nok pladser i de lokale dagtilbud
Jeg afleverer selv et barn i dagpleje, et barn i børnehave og et barn i indskolingen. Travle forældre skal ikke tilbydes pladser i institutioner i de kvarterer, de ikke selv bor i. Børnene skal i så høj grad som muligt kunne følges fra institution og videre op i folkeskolen, så kvarterets børn vokser op sammen.
Vi har brug for tryghed og stabilitet omkring hverdagen – ikke lange bilture.
2. Offentlige legepladser og gode sammenhængende stisystemer
Gode og trygge legepladser er ikke bare til leg. De er også mødesteder for os, når vi forlader vores egne haver. Lokale mødesteder styrker sammenhængskraften i lokalsamfundet.
Det handler om at få lokalsamfundet til at hænge sammen. Mange af kvartererne i vores kommune er konstrueret uden omtanke for nabokvartererne, så vi skal have bundet stisystemerne sammen, så der – på efterbevilling – er en plan for dem. Når jeg cykler med børnene, så kan vi vælge at følge et stisystem, og pludselig er der en strækning, hvor vi konkurrerer med biler om pladsen. Vi skal rette op på det, hvor vi kan.
3. Den nødvendige støtte på de lokale skoler
Skolerne skal have ressourcer, så de ikke behøver at tigge lokale virksomheder om hjælp til materialer – selvom jeg er vildt imponeret og taknemmelig, når vi lokalt støtter op om lokalsamfundene!
Skolerne skal også have det nødvendige overskud til at kunne rumme elever med særlige behov. Børn udvikler sig i forskellige tempi, og for at lærerne kan se alle, så skal de have ressourcerne til det – både materialer og en bedre forberedelsesfaktor. Jeg har selv været ansat på Hedelyskolen og Holmeagerskolen, og jeg ser frem til at forbedre forholdene for Greve Kommunes skoler.
Om mig
Jeg er til daglig gymnasielærer, men jeg har tidligere arbejdet på to af kommunens folkeskoler – Hedelyskolen og Holmeagerskolen.
Mit engagement i mit lokale sogn, Karlslunde Strandkirke, fylder en del af min tid, da jeg blandt andet er i menighedsrådet, er personaleansvarlig, spiller trommer og mikser lyd. Hvis der er noget, der deler vandene, så er det fodbold. Jeg holder med Randers FC, og det gør jeg så meget, at jeg har udgivet sange om det under navnet HESTETIFO.
Tidligere har jeg arbejdet i beredskabsbranchen og fødevareproduktionsbranchen – samt drevet egen virksomhed. Det er dog nok meget godt, at jeg i stedet underviser.
Jeg flyttede til kommunen i 2017, er uddannet cand.scient.pol, er gift med Miriam og er far til Marie, Ole og Signe.
Jeg vil gerne have din støtte til kommunalvalget i Greve Kommune. Du kan støtte mig ved at omtale mig for din nabo.
Med venlig hilsen
Mathias Schwartz Kirkegaard
Byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti – nummer 5 på listen
Regionsvalgskandidat – nummer 50 på listen
Hvad angår valget til Regionsrådet for Østdanmark, så mener jeg en masse om erhvervsudvikling og den støjende sundhedsfarlige motortrafik – MEN jeg har også en særlig mærkesag i forhold til det præhospitale. Når Region Sjælland og Region Hovedstaden bliver slået sammen, så er der en risiko for, at yderområderne bliver glemt. Vi ved, at tidlig diagnosticering og tidlig opstart af behandling er utroligt vigtigt, så derfor skal der være de nødvendige ambulancer og lokale alment praktiserende læger.
- Det nære akutberedskab skal være stærkt
- Lokalsamfundene skal have lægebetjening
Jeg håber, I er med på vigtigheden af dette – og vil stemme på mig ved valget til Regionsrådet for Østdanmark.
