Kære læser
Mit navn er Mathias Schwartz Kirkegaard. Du kigger nok på min side, fordi du er interesseret i min politik. På denne underside handler det dog ikke så meget om mine planer for Greve Kommune, men derimod mere om mig, hvad der har formet mig – og hvad jeg mener om nogle større spørgsmål i livet.
Jeg er gift med Miriam og far til Marie (3 år) og Ole (1 år). Vi bor i Karlslunde Strand, hvor vi har fantastiske naboer og nyder at have naturen tæt på. Vi besøger gerne vores sognekirke, hvor vi har et stort netværk. Jeg er blevet valgt til menighedsrådet. Både mine og Miriams forældre bor i Jylland, men tre af mine fire søskende er bosat i København. Ja, jeg er ud af en børneflok på 5.
Den røde tråd i mit arbejdsliv handler om ‘menneskers udvikling’, men det er ikke noget, jeg selv har planlagt. Det er bare sket – og jeg opdagede det først, da jeg engang fik det at vide til en jobsamtale. Jeg har arbejdet i en netværksorganisation i beredskabsbranchen, som iværksætter på en “delefødevarefabrik” og som underviser. Jeg er i dag meritlærerstuderende og har en kandidatgrad i statskundskab.
Jeg er inspireret af den tænkning, der kaldes “personalisme”. Det er et syn på mennesket, hvor der lægges vægt på relationer, værdighed og engagement – og hvor det huskes, at mennesket både er krop og ånd. Det er et menneskesyn, der har formet store personligheder som Desmond Tutu (sydafrikansk biskop), Martin Luther King Jr. (amerikansk borgerrettighedsforkæmper), Konrad Adenauer (tysk kansler) og mange flere. Jeg er medstifter af Tænketanken Cura, der arbejder ud fra personalismen.
Mit efternavn ‘Kirkegaard’ har jeg fra slægtsgården Kirkegaard. Min slægt kunne føres helt tilbage til 1606 på den jord, men i 2018 gik den ikke længere – og gården er nu på andre hænder. “Arven” fra Kirkegaard er en bevidsthed om, at når vi skal planlægge udvikling, så skal det være med den næste generation for øje. Vi bygger videre på noget, generationer før os har knoklet for, og vi leverer det videre til de kommende generationer: Også selvom vi ikke er i familie med dem, der skal overtage det.
Mit mellemnavn ‘Schwartz’ er tysk af oprindelse, men vi springer lige over den sjællandske møller og biografejer – og videre frem i historien til min mormor og morfar. Min morfar blev tændt af en brændende tro på Gud, og han begyndte derfor at tage narkomaner med hjem, fordi de havde brug for hjælp. Stille og roligt blev deres hjem omdannet til en selvejende institution, behandlingshjemmet ‘Shalom’ i Randers, som jeg voksede op som nabo til i Randers. Én af mine venner sagde engang til mig, at jeg “altid ser det bedste i mennesker”. Jeg håber, det er rigtigt. Det tror jeg, at jeg lærte der.