Personligt

Kære læser

Jeg hedder Mathias Schwartz Kirkegaard. Du kigger nok på min side, fordi du er interesseret i min politik. På denne underside handler det dog ikke så meget om mine planer for Greve Kommune, men derimod mere om mig, hvad der har formet mig og hvad jeg mener om nogle større spørgsmål.

Jeg er gift med Miriam og far til Marie. Vi bor i Karlslunde Strand, hvor vi har fantastiske naboer og nyder at have natur tæt på. Vi besøger gerne vores sognekirke, hvor vi har et stort netværk. Både mine og Miriams forældre bor i Jylland, men tre af mine fire søskende er bosat i København.

Mit efternavn ‘Kirkegaard’ har jeg fra slægtsgården Kirkegaard. Min slægt kunne føres helt tilbage til 1606 på den jord, men i 2018 gik den ikke længere – og gården er nu på andre hænder. “Arven” fra Kirkegaard er en bevidsthed om, at når vi skal planlægge udvikling, så skal det være med den næste generation for øje. Vi bygger videre på noget, generationer før os har knoklet for, og vi leverer det videre til de kommende generationer. Også selvom vi ikke er i familie med dem, der skal overtage det.

På Kirkegaards gårdsplads i 2018.

Mit mellemnavn ‘Schwartz’ er tysk af oprindelse, men vi springer lige over den sjællandske møller og biografejer – og videre til min mormor og morfar. Min morfar blev tændt af en brændende tro på Gud, og han begyndte derfor at tage narkomaner med hjem, fordi de havde brug for hjælp. Stille og roligt blev deres hjem omdannet til en selvejende institution, behandlingshjemmet ‘Shalom’, som jeg voksede op som nabo til i Randers. Én af mine venner sagde engang til mig, at jeg “altid ser det bedste i mennesker”. Det tror jeg, at jeg lærte der.

Jeg er født i Hvidovre, havde min barndom i Bjerringbro, teenageår i Randers, studietid i Aarhus – og har tilbragt 3 måneder i Nigeria og et halvt år på Færøerne. De steder og de relationer, jeg har fået, har været med til at forme mig. De to ophold langt hjemmefra har særligt lært mig lidt ydmyghed. Ydmyghed overfor tilværelsens skrøbelighed og naturens storhed.

Jeg er uddannet kandidat i statskundskab, og for tiden er jeg ved at efteruddanne mig til meritlærer. Den røde tråd i mit cv handler om ‘menneskers udvikling’, men det er ikke noget, jeg selv har planlagt. Det er bare sket – og jeg opdagede det først, da jeg fik det at vide til en jobsamtale. Jeg elsker at formidle, at tænke kreativt og at diskutere, og det gør jeg nu i klasselokalet. Dét engagement gør også, at jeg slet ikke kan holde mig fra politik.

Fotografiet er taget i alperne, da Miriam og jeg var på en 3 uger lang cykelferie.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke har været konservativ hele livet. Tilbage i 2005 og 2007 var jeg folketingskandidat for Kristendemokraterne, og det jeg tager med derfra, er den tænkning, som kaldes “personalisme”. Det er et syn på mennesket, hvor der lægges vægt på relationer, værdighed og engagement – og hvor det huskes, at mennesket både er krop og ånd. Det er et menneskesyn, der har formet store personligheder som Desmond Tutu (sydafrikansk biskop), Martin Luther King Jr. (amerikansk borgerrettighedsforkæmper), Konrad Adenauer (tysk kansler) og mange flere.

Jeg er endt i Det Konservative Folkeparti, fordi der i den konservative tænkning er respekt for civilsamfundets frihed – samtidig med at der er en bevidsthed om, at vi har brug for institutioner, der kan understøtte den frihed. “Institutioner” skal forstås bredt: Familien er en institution, uformelle regler, som eksempelvis vores køkultur, er en institution – men også formelle institutioner som menneskerettigheder, domstole, skoler og miljømyndigheder har sin plads. Vi skal værne om vores institutioner – særligt når så mange (både til højre og venstre) trommer til angreb på institutioner.